SELMA JUDITH

Gennem et par år har den helt store talentpil peget på Selma Judith. Hun har optrådt med MØ og The National, været nomineret til Årets Håb ved Steppeulven, vundet iByen prisen, spillet Vegas Udvalgte, udsolgt første headliner koncert på Vega og Roskilde Festival, været Ugens Uundgåelige på P3 og prydet forsider og skabt overskrifter. Men ”det handler ikke om fucking mig,” siger hun. Nu debuterer hun med et egenrådigt og skødesløst album, der sender en strittende langefinger til præstationsræset. 

Med et bistert strejf om munden går Martha rundt i sin dagligstue og fortæller en gæst om sin mands bristede drømme. Manden iagttager hende forbitret. I kort øjeblik afbryder hun sin monolog og kigger på sin mand:”Getting angry, baby?” 

Scenen udspiller sig i Edward Albees legendarisk teaterstykke, ’Who’s Afraid of Virginia Woolf’. Og den skælmske replik får nyt liv som titel og åbningsnummer på Selma Judiths debutalbum. Det er en typisk manøvre fra Selma Judith at låne fra en klassiker. Hun navigerer ubesværet og kollapser grænserne mellem det klassiske og the cutting edge, hvilket alt sammen vinder vej til hendes særegne popsange/værker. 

Selma Judith voksede op med både Bach og Beatles, sang og spillede guitar til husbehov, og som 15-årig tog hun den første af flere kompromisløse beslutninger, da hun besluttede at spille harpe – dels fordi hun havde hørt indie-ikonet Joanna Newsom, dels fordi det var et af de få instrumenter, hendes bedste ven endnu ikke have forsøgt sig med. Med et indie pigeband i gymnasiet begyndte hun at nedbryde barriererne mellem sin klassiske træning og popsangen, og bevægelsen gled et par år efter gymnasiet ind i et samarbejde med vennen, Mikkel Kjær Hansen. Sammen skrev og producerede de i 2018 ’Kind of Lonely’, et mikrokosmos af sort ensomhed, som fandt vej til P3 og en række udenlandske radiokanaler, såsom BBC1 og BBC6, ligesom sangen førte hende til festivaler i Europa. 

Oprindeligt var planen at udgive en EP i kølvandet på ’Kind of Lonely’. Men midt i virakken tog Selma Judith, helt karakteristisk for hendes stædige fokus på kunsten, sig tid til at skabe et fuldendt album. Nøglen fandt hun en eftermiddag, hvor krisen ellers lurede. Krisen over ikke at kunne leve op til egne og omgivelsernes forventninger. Lige dér gjorde hun oprør, smed hæmningerne og improviserede titelnummeret frem. Over de næste to år skabte hun i trygt samarbejde med Mikkel Kjær Hansen og hendes anden makker fra gymnasieårene, Jens Rønne, en åben proces med plads til, at sangene og instrumenterne foldede sig helt ud. 

”Albummet er en kærlighedserklæring til musik. De instrumentalister, som er med – blandt andet en saxofonist, en violinist, en cellist og en klassisk guitarister – får lov til at træde i karakter som solister. Formålet er at lade musikken fortælle sine egne historier, for det handler ikke bare om fucking mig. Resultatet er en skødesløshed, hvor nogle sekvenser er ekstremt poppede, andre er på grænsen af, hvad nogle overhovedet ville kalde musik." 

Violinen på den livlige single ’Some Folklores’ understreger netop det solistiske element, og man kan høre, hvordan forskellige tektoniske plader af musik glider fra og mod hinanden. Under disse bevægelser bobler lyrikkens harme over et præstationssamfund, hvis forventninger det er umuligt at indfri. Blandet med irritationen mod en selv over at spilde tid på at gøre selvsamme samfund tilfreds. Lyd og tema gav genklang lige fra release, tidligere på året, og blev P3s Uundgåelige – og efterfølgende en af P6 og P3s mest spillede sange. 

I den poppede ende af spektret ligger ’Don’t Fall’. Det er en sang, der – som Selma Judith siger det – ”tør stå ved at være en ren, nøgen ballade om hjerte, smerte and all that jazz.” Og apropos jazz, så finder en version af jazzstandarden ’Nature Boy’ også vej til albummet; som en understregning af Selma Judiths åbne og frit associerende verden. Med på nummeret er hendes harpelærer, Helen Davies, og dennes mand, trompetisten Palle Mikkelborg. 

”De spiller så godt, at de kan fortælle en historie uden ord. Det understreger essensen af, at det skal handle om musikken, ikke om mig,” siger Selma Judith og peger på, at en del af vreden på albummet netop retter sig mod selvoptagethed. 

”Det er sindssygt, at folk på min alder vokser op med, at de hele tiden skal markere sig for, at de er noget værd. Det er en stor omgang Kejserens Nye Klæder. Men i vreden kan det føles lettere at være ærlig, og jeg håber, at andre kan genkende noget i sig selv eller deres omverden i sangene. Jeg tror, det er begyndt at gå op for folk, hvor potent vreden er. For mig er den vejen til katarsis.” 

 

Fakta Selma Judith
26 år.Debuterede med singlen ’Kind of Lonely’ i 2018.Har været nomineret til Årets Håb ved Steppeulven, Fremtidsprisen i Soundvenue og fået ”hold øje med”-stemplet i Politiken.Vundet iByen Prisen 2019Har bl.a. spillet Vegas Udvalgte og festivaler som Roskilde Festival, By:larm i Norge. Har optrådt med MØ og The National. Første single fra ’Getting Angry, Baby’, ’ Some Folklores’ var P3s Uundgåelige i foråret 2021