Switched On Tours
Switched On Tours er Smash!Bang!Pow!s nye turnékoncept, der sætter fokus på det danske vækstlag. Gennem samarbejder med en række nationale spillesteder præsenteres en række danske navne, der er på kanten til et større gennembrud, men som mangler det sidste skub ud over rampen.
Vi sætter årligt en række turnéer op med nøje udvalgte bands, der enten er for smalle eller for små til at modtage den opmærksomhed, de har potentiale til og fortjener. For bandsne er der således tale om en ren promoveringsturné, der tager dem rundt til forskellige dele af Danmark på en sammenhængende turné, som de ikke selv ville have mulighed for at sætte op.
Konceptet blev søsat i foråret 2012.
FEBRUAR 2012:
Første udgave af Switched On Tours byder på den københavnske, psykedeliske popkvartet Keith Canisius & The Holy Dreamers samt odenseanske Balloon Magic, hvis referencer findes i 80'ernes guitarbårne pop, som den hørtes i England og New Zealand. 8 spillesteder har meldt sig på konceptet, og foruden de to ovenstående navne vil der i størstedelen af byerne ligeledes være lokal support at finde.
Billetprisen er 50 kr. alle steder.
Flyer for Switched On Tours: Keith Canisius & The Holy Dreamers + Balloon Magic:

Design lavet af Lea Smith Jørgensen.

