Communions

Unge Communions har været på alles læber, siden de i januar 2014 udgav den hjemme-optagede debut EP “Cobblestones” på det københavnske alternative pladeselskab Posh Isolation. I november 2014 udgav kvartetten deres første studie-optagede udgivelse, 7'er singlen “So Long Sun/Love Stands Still”, via engelske Tough Love Records - et kvantespring lydmæssigt, men stadig med bandets signatur-melodik intakt.

Med “So Long Sun/Love Stands Still” nåede de unge københavnere langt ud over de danske grænser. Communions spillede i 2014 koncerter i det meste af Europa inklusive pakkede shows i London, Berlin, Paris, Amsterdam og Los Angeles. Den 1. juni 2015 udgav Communions endelig den længe ventede opfølger, deres selvbetitlede EP, hvor bandet til fulde lever op til de mange forventninger, der fulgte i kølvandet på deres to første udgivelser.

Communions hylder guitarer af desperation og trommerne følger medlemmernes unge hjerters passionerede slag. Sammen med Martin Rehofs vokal bliver de gennemarbejdede melodier i den hårdtslående rocklyd til præcise indkapslinger af ungdommens evige håb og smerte. Tankerne ledes hen på klassiske engelske orkestre som The Cure og The Smiths, men Communions puster deres helt eget liv i 80’ernes letbenede melankoli og dunkle new wave. Drengene frembringer charmerende melodier, der emmer af lyrisk ungdomsschmerz.

Communions udgav i Februar 2017 deres debut album 'Blue' på Fat Possum Records.

BOOKING KONTAKT

Kasper Bisgaard-Rasmussen: kasper@smashbangpow.dk